Som udstiller kan du tilmelde dit produkt til én af ovenstående kategorier, hvorefter Foodexpos dommerpanel gennemgår de indsendte produkter. Ud fra dommerpanelets vurdering kåres det bedste og sundeste produkt fra hver kategori på åbningsdagen d. 24. januar 2010 – og alle nominerede produkter vil blive udstillet på området Det Sunde Liv under hele messen.
Sidste frist for tilmelding er fredag d. 27. november 2009.
Alle produkter skal til "smags test" d. 16. december, så vi skal modtage jeres tilmeldte produkt/er senest tirsdag d. 15. december 2009 på adressen:
MCH Messecenter Herning
Vardevej 1
7400 Herning
Att.: Carina Kirkegaard
Alle vil senest d. 5. januar 2010 få besked om de er nomineret. |
Foodexpos dommerpanel:
Ghita Parry:
Ghita Parry er formand for Kost & Ernæringsrådet. Siden november 2004 har hun varetaget interesserne for forbundets ca. 8.500 medlemmer, der blandt andet tæller køkken- og ernæringsassistenter, køkkenledere, økonomaer og kliniske diætister. Ghita Parry er uddannet økonoma i 1982 og har bred erfaring inden for kost, sundhed og ernæring. Hun har tidligere arbejdet som leder og projektleder i både offentlige og private storkøkkener. Derudover er Ghita Parry bl.a. medlem af CO IIs hovedbestyrelse, næstformand i Pensionskassen for Kost- og Ernæringsfaglige samt bestyrelsesmedlem i Københavns Madhus.
Orla Zinck:
Orla Zinck har længe sat sunde og miljørigtige levnedsmidler på dagsordenen i Danmark. Siden 1992 som direktør for Dansk Catering Center, der på konsulentbasis assisterer storkøkkener, sygehuse, plejehjem og restauranter med bl.a. planlægning, implementering og design. Orla Zinck er uddannet cand.brom., ph.d. og har tidligere været tilknyttet Fødevarestyrelsen i ti år. Hertil har Orla udviklet produkter til fødevarehjælp for World Food Programme (WFP). Orla Zinck har modtaget flere priser for sit arbejde med miljørigtige levnedsmidler, bl.a. DADES Miljøpris. Han deltager flittigt i den offentlige debat om kvaliteten af vores mad, og han er forfatter og medforfatter til bl.a."E-nummerbogen", "Hvad deklarationen ikke fortæller" og "Den komplette vitamin og mineralguide".
Per Mandrup:
Per Mandrup hører til blandt gastronomiens absolutte topfigurer i Danmark. Som Team Manager for det danske kokkelandshold har han været med til at hjembringe flere medaljer af ædelt metal – senest ved VM i 2008. Per Mandrup arbejder desuden som projektholder og udvikler af DM for professionelle kokke, "Årets Kok", i samarbejde med Horesta. Per er uddannet kok og tjener og har gennem karrieren været både restaurantchef og ejer – heriblandt af en 1-stjernet Michelin-restaurant i København. I dag er Per Mandrup adm. direktør for Maaltidskonsulenterne ApS. |