Oplev nogle af Danmarks dygtigste bartendere dyste i spændende discipliner indenfor cocktails.
Mærk suset, når professionelle bartendere dyster i fagkonkurrencerne DM i Mocktail og DM i Cocktail. Konkurrencerne afholdes af Dansk Bartender Laug, og foregår søndag og mandag på Bar-scenen i Hal K.
Mocktails er en forholdsvis ny trend, som for alvor er begyndt at bide sig fast hos danskerne. De lækre, alkoholfri drinks giver smags- og duftoplevelser i særklasse, og professionelle bartendere landet over eksperimenterer på livet løs med nye kombinationer.
På Foodexpos åbningsdag søndag d. 27. marts kan du overvære et fantastisk sceneshow, når 10 af landets bedste bartendere dyster i DM i Mocktail. Et udvalgt panel af smagsdommere bedømmer hver enkelt mockatil ud fra blandt andet smag og kreativitet, og kårer til sidst én samlet vinder. Konkurrencen starter kl. 11.00 på Bar-scenen i Hal K.
Mandag går 18 dygtige, danske bartendere på scenen og præsenterer deres bud på Danmarks bedste cocktail i fagkonkurrencen DM i Klassisk Cocktail. Deltagerne sammensætter cocktailen ud fra en spiritusbase og udvalgte produkter.
På scenen vil der være fire deltagere ad gangen, og deltagernes cocktails vil løbende blive serveret for et panel af smagsdommerne bag scenen, som bedømmer deltagernes bud individuelt, hvorefter der findes én samlet vinder af hele konkurrencen. Konkurrencen starter kl. 10.00 på Bar-scenen i Hal K.