Artikler
Det traditionsrige fiskerøgeri på Aarhus Havn
arrow_backTil oversigten20. december 2023 | AB Catering | BC Catering | inco
Einar Christensen Fiskerøgeri blev grundlagt i 1912 og er et traditionsfyldt røgeri beliggende på den gamle fiskehavn i Aarhus. Gode råvarer og solidt håndværk har altid været i centrum, og her sætter man en ære i at værne om den gode, håndlavede kvalitet.
Ejer og røgmester Simon Grøndal og partner Michael Haas gør hver dag en dyd ud af at hylde det gamle håndværk. Fiskene bliver røget på samme måde som for over 100 år siden, og man gør sig umage i alle processer. At fiskene røges på traditionel vis betyder også, at der ofte kun anvendes salt og røg fra bøgeflis til forarbejdningen.
Det handler om at skabe den perfekte balance mellem salt, fisk og røg, og produkterne fra Einar Christensen Fiskerøgeri er netop kendetegnede ved at have en undertone af salt og røg, mens fiskens smag er den fremhærskende. Hvert parti røget fisk smages altid til, så du er sikker på at få en ensartet kvalitet i forhold til både smag og tekstur. De friske fisk er desuden certificerede og kommer direkte fra kendte fiskehandlere på Aarhus Havn.
I sortiment hos AB Catering, BC Catering og inco finder du både kold- og varmrøgede produkter. Ved koldrøgning holdes temperaturen mellem 15-22 grader, og her forarbejdes fisken alene med røg – ikke med varme. Det varmrøgede produkt både forarbejdes med røg og varme mellem 50-90 grader, hvorved fisken opnår sin møre karakter, der gør, at kødet lettere deles og falder fra hinanden.