Der er endnu ingen pressemeddelelser vedrørende næste udgave af Foodexpo, som afholdes den 17.-19. marts 2024 i MCH Messecenter Herning.
Herunder kan du se tidligere pressemeddelelser fra sidste udgave af Foodexpo, som blev afholdt i 2022:
10. februar 2022
Danske og nordiske kokke og tjenere skal dyste om titlerne som de bedste inden for deres fag, når Nordic Chef and Waiter samt de danske pendanter Årets Kok og Årets Tjener er på menuen ved Foodexpo 2022. Der bliver også sat fokus på de grønne råvarer, når fødevaremessen blænder op for verdenspremiere på Nordic Green Chef.
Koncentration er påkrævet, når danske og nordiske kokke dyster om prestigiøse priser på Foodexpo 2022, der finder sted 27.-29. marts. Foto: Tony Brøchner.
Det er ikke kun maden på tallerkenen, der bliver sat under lup, når nogle af Danmarks og Nordens dygtigste kokke mødes i konkurrencekøkkenet på Foodexpo, der finder sted 27.-29. marts 2022 i MCH Messecenter Herning. Også færdigheder som råvarehåndtering, madspild og teknik skal mestres, når Nordens største fødevaremesse blænder op for de prestigefyldte konkurrencer Nordic Chef and Waiter, Årets Kok og Årets Tjener samt den helt nye Nordic Green Chef, der har verdenspremiere på messen.
Ved Nordic Green Chef dyster en kok og en kokkeelev fra hver af de nordiske lande mod hinanden. Konkurrencen er helt uden internationale sidestykker, og derfor har den særdeles stor bevågenhed i udlandet. Forventningsglæden er således tilsvarende stor hos Kokkeforeningen Danmark, der sammen med Nordic Chef Association står bag:
- Enhver kok kan finde ud af at stege en bøf, men hvordan håndterer man garnituren? Med Nordic Green Chef sætter vi fokus på bæredygtighed og grøntsagsbaseret kost - ikke fordi det er trendy, men fordi vi ønsker at bidrage til udviklingen af vores fag. Konkurrencen udfordrer kokkene, og det bliver yderst spændende at se, hvad de kommer frem til, for deres resultater er netop med til at udvikle håndværket og flytte hele branchen, udtaler Anders Heegaard, præsident i Kokkeforeningen Danmark.
Foodexpo 2022 byder også på det nordiske mesterskab Nordic Chef and Waiter. Her mødes fem af Nordens mest kreative kokke - skarpt bevæbnet med kokkekniv og skærebræt - i køkkenet i dysten om titlen som Nordens Bedste Kok, ligesom fem nordiske tjenertalenter konkurrerer om titlen som Nordens Bedste Tjener. Fem unge kokketalenter under 25 år konkurrerer samtidig om at blive udnævnt til Nordens Bedste Junior Kok.
Hos Kokkeforeningen Danmark garanterer man, at de besøgende har et yderst seværdigt show i vente:
- Besøgende kan først og fremmest glæde sig til opleve diversiteten i, hvordan man arbejder i de forskellige lande, og til at se, hvordan de enkelte kokke fortolker maden og opgaven. Det bliver et spændende show at overvære, og stemningen omkring mesterskaberne bliver helt fantastisk, lyder det fra Anders Heegaard.
De danske mesterskaber løber også af stablen under messen - nemlig Årets Kok og Årets Tjener, der arrangeres af HORESTA i samarbejde med 3F. Her kæmper de danske kokke- og tjenertalenter for at blive udpeget som de bedste i Danmark
I Kokkeforeningen Danmark finder ærespræsident Uffe Nielsen det helt oplagt, at kokke- og tjenerkonkurrencerne er en del af Foodexpo.
- Man kan vel næsten kalde Foodexpo for Nordens centrum, når vi taler om konkurrencer indenfor vores fag. Når der findes en fagmesse som Foodexpo, er det helt naturligt her, de hører til. Rent geografisk og rejsemæssigt giver det også mening at afholde de nordiske mesterskaber i centrum af det hele, for vi oplever også en stigning i interessen og antallet af publikummer, forklarer Uffe Nielsen og overlader ordet til Anders Heegaard:
- Med konkurrencerne har vi en platform til at præsentere vores håndværk. Vi kan vise de mange tanker og idéer, der går forud for den mad, vi alle sammen indtager. Det er fantastisk, at vi kan få lov at hylde den kreativitet, diversitet og faglighed, der ligger bag, og Foodexpo er den oplagte ramme, for synergien mellem fagmessen og konkurrencerne er til at tage at føle på.
Årets Kok og Årets Tjener finder sted 27. marts. Nordic Green Chef udspiller sig 28. marts, og besøgende kan få lov at overvære startskuddet, ligesom man dagen efter kan følge kåringen af vinderen. 29. marts gælder det Nordic Chef and Waiter.
Foodexpo 2022 finder sted i MCH Messecenter Herning 27.-29. marts.
Grøn kokkekonkurrence får verdenspremiere på Foodexpo i Herning
/Default.aspx?ID=1639&newsid=3110&PID=25743&M=NewsV2&Action=1