Artikler
Vin, som kan kalde sig økologisk
arrow_backTil oversigten18. januar 2024 | Oskar Davidsen & Co.
For at en vin kan hævde at være økologisk, skal den være fremstillet af økologisk dyrkede druer, men derudover skal producenten overholde visse andre regler. I modsætning til deres kollegaer inden for konventionel vinproduktion, så skal de økologiske producenter leve op til endnu skrappere krav, når det gælder deres fremgangsmåder og behandlingsmetoder.
De økologiske producenter må fx ikke arbejde med følgende - og ja, det er ret teknisk:
- Koncentration gennem nedkøling.
- Fjernelse af svovldioxid ved fysiske metoder.
- Behandling med elektrodialyse for at stabilisere vinens vinsyreindhold.
- Korrektion af alkoholindholdet.
- Behandling med kationbyttere for at stabilisere vinens vinsyreindhold.
- Behandling med membrankobling, elektromembranbehandling, mikro-, ultra- eller nanofiltrering.
- Ved varmebehandling må temperaturen ikke overstige 70 C.
- Ved centrifugering og filtrering må porestørrelsen ikke være mindre end 0,2 mikrometer.
De økologiske producenter har dog stadig mulighed for at arbejde med en række tilsætningsstoffer i vinproduktionen. Over halvdelen af de tilsætningsstoffer, som er tilladt i konventionel vin, er da også tilladt i økologisk vin! Svovldioxid er det eneste, der skal oplyses, og derfor vil du se ’indeholder sulfitter’ på etiketten.
Der skal være mindre svovl i økologisk vin end i konventionel vin, men der er ikke tale om noget i nærheden af en halvering. Som forbrugere bør vi alle tænke over, at svovl er et naturligt biprodukt af vinens gæringsproces, så i øko-reglerne er man langt fra den ’nul svovltilsætning’, som mange umiddelbart tror automatisk følger med øko-mærkningen.
Udover ovennævnte svovldioxid og luftarterne ilt, kuldioxid, argon og nitrogen er der en lang række andre stoffer, som må tilsættes økologisk vin. Det vil være for omfattende at gennemgå dem alle her, men de bruges bl.a. til klaring, syrejustering eller igangsætning af forskellige processer. Og selv om flere af stofferne findes i naturen, står det lysende klart, at processerne omkring fremstilling af vin - konventionel eller ’øko’ - kan bringe tankerne hen på ’den lille kemiker’.