Artikler
Fagligt fællesskab og fornyelse hittede på Foodexpo
arrow_backTil oversigten31. marts 2026
- Tekstilbyen
- Bager Allé
- Barista Boulevard
- Møbelstrøget
- Drikkestrædet
- Industrikvarteret
- Kødvejen
- Gourmet-Torvet
- Grønnegade
- Havnegade
- Tech-Kvarteret
- Iværksætterstien
- Markedspladsen
- Mælkevejen
- WineExpo
Med ambitionen om at skabe en fornyet faglig messeoplevelse for både udstillere og besøgende bød Foodexpo i år på et nyt messekoncept. Konceptet samlede branchen i faglige fællesskaber fordelt på 15 zoner spækket med udstillere, aktiviteter og oplevelser, og i kølvandet på messen udtrykkes stor glæde over konceptet hele vejen rundt. Eksempelvis hos Arla Pro, der udstillede i zonen med navnet Mælkevejen.
- Det har været en superfed messe med masser af energi, gode faglige dialoger og engagerede besøgende. Det nye messekoncept med zoner fungerer rigtig godt og skaber en stærk synergi, hvor det er nemt at sammenligne produkter og få overblik. Stemningen har været virkelig positiv, og messen har budt på mange glade kunder og ny inspiration, samtidig med at vi har fået et væld af nye og værdifulde relationer. Dermed har messen understreget sin store relevans, fastslår Martin Rosbech, Key Account Manager, Arla Pro.
Værdifuld indsigt i kundernes behov
Også hos Danish Crown, der udstillede i zonen Kødvejen, er begejstringen over det nye messekoncept mærkbar.
- Det har været nogle rigtig givende dage med stor aktivitet og mange gode kundedialoger. Vi har oplevet en høj grad af nysgerrighed, og de besøgende har været meget målrettede i deres tilgang. Opdelingen i zoner giver god mening og skaber bedre rammer for den faglige dialog. Vi er også rigtig glade for at kunne konstatere, at vi har fået en række stærke leads og værdifuld indsigt i kundernes behov, som vi kan arbejde videre med efter messen, lyder det fra Kenneth Sig Søndergaard, Senior Manager (Sales Development & Execution), Danish Crown.
Ny udstiller vender helt sikker tilbage
Mens Arla Pro og Danish Crown begge har en lang historik på Foodexpo, var der også nye udstillere på messen i år - eksempelvis GreenCoffee Roastery, der udstillede på Barista Boulevard.
- Det har virkelig været en god messe, og vi er meget tilfredse. Som førstegangsudstiller vidste vi ikke helt, hvad vi kunne forvente, men vi har både solgt maskiner og indgået spændende aftaler. Opdelingen i zoner fungerer rigtig godt og gør det nemt for de besøgende at finde det, de søger. Vi har mødt en stor nysgerrighed og mange engagerede gæster, og samtidig har vi fået skabt en række nye, relevante kontakter - så vi vender helt sikkert tilbage næste gang, konstaterer Klaus Løvgreen Jensen, direktør, GreenCoffee Roastery.
Nysgerrighed, passion og vilje
De mange positive tilkendegivelser (se også meldingerne fra de besøgende i faktaboksen længere nede, red.) glæder naturligvis administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen.
- Foodexpo 2026 har endnu en gang vist, hvad der sker, når hele fødevarebranchen samles om det faglige og personlige møde. Det nye koncept med 15 faglige områder er blevet taget rigtig godt imod - både af udstillere og besøgende - og fornyelsen har skabt de rigtige forudsætninger for forretning og fagligt fællesskab. Resultaterne kan måles i leads og aftaler - og dertil kommer alt det, der kan mærkes: den gode stemning, den faglige nysgerrighed og passion samt viljen til at udvikle branchen sammen, siger Georg Sørensen og tilføjer:
- I en tid præget af forandringer er det netop mødet mellem mennesker kombineret med inspiration og løsninger, der gør forskellen - og det er præcis det, Foodexpo kan. Tak til udstillere, samarbejdspartnere og de mange besøgende fagfolk for igen at skabe den velkendte og helt særlige Foodexpo-stemning.
Danmarks Bedste Romkugle
Prestigefyldte konkurrencer var som altid en helt central del af Foodexpo, og også på messens sidste dag blev der dystet til den store guldmedalje. Blandt andet gjaldt det én af messens mest berømte konkurrencer, Danmarks Bedste Romkugle, der blev vundet af KonditorBager Bjerringbro.
Ligeledes udspillede Nordic Chef and Waiter sig, og her løb Andreas Enger Fjellheim fra Norge og Marc Theil Hansen fra Danmark med henholdsvis Chef- og Waiter-titlen. Endelig blev Ready Steady Cook vundet af Restaurant Noli. Se en samlet vinderliste længere nede.
Foodexpo fandt sted i MCH Messecenter Herning 22.-24. marts 2026 og blev besøgt af 20.547. Næste udgave af messen løber af stablen 26.-28. marts 2028. Læs mere på foodexpo.dk.
Foodexpo blev arrangeret af MCH Messecenter Herning og udvikles i samarbejde med 13 brancheforeninger og -organisationer: BFS - Brancheforeningen for Storkøkkenudstyr, BKC - Brancheforeningen for Kaffe- og Convenienceløsninger, BKD Bager- og Konditormestre i Danmark, Danmarks Fiskehandlere, De Samvirkende Købmænd, DSM - Danske Slagtermestre, Foreningen Kantine og Køkken, FødevareDanmark, Fødevareklubben, HORESTA, Kost og Ernæringsforbundet og MLDK - Mærkevareleverandørerne og Nærbutikkernes Landsforening.
Reaktioner fra besøgende fagfolk på Foodexpo 2026
Mads Herskind, kok og indehaver, Rebælg
- Jeg tager på Foodexpo for at hente inspiration - især i forhold til den grønne omstilling og nye måder at arbejde med bælgfrugter og grønne retter på. Det er en stor styrke, at hele fødevarebranchen er samlet ét sted, fordi det giver mulighed for både at få overblik og dykke ned i konkrete løsninger. Samtidig er det enormt værdifuldt at kunne høre oplæg og møde fagfolk, som generøst deler deres viden. Det gør, at man ikke bare bliver inspireret, men også får noget med hjem, man rent faktisk kan arbejde videre med i praksis.
Emma Hamann-Pedersen, indehaver, Emma Emma
- På Foodexpo finder jeg inspiration til både råvarer, udstyr og nye idéer til min café og mit bageri. Som selvstændig i en travl hverdag er det en stor fordel at kunne samle så meget inspiration ét sted og få et godt overblik over, hvad der rører sig i branchen. Jeg oplever også, at de nye zoner gør det nemmere at fordybe sig og sammenligne produkter. For mig er det ofte de små detaljer og idéer, jeg tager med hjem - ting, der kan være med til at udvikle oplevelsen for mine gæster.
Konkurrencevindere på Foodexpo 2026
Søndag 22. marts
Årets Kok - Lucas Juhl Nielsen, Treetop Restauranten
Årets Tjener - Oskar Mathiassen, Atelier 33 og Bouchon
Danmarks Bedste Konditor - Allan Colding-Andersen, Bodenhoff Bageri
Danmarksmester i Mocktails - Sophie Jacobsen, Lego Campus
Danmarks Bedste Grillpølse (alm. frankfurter/wienerpølse) - Chr. Vollstedt (Frankfurter)
Danmarks Bedste Spegepølse i Kunsttarm - Chr. Vollstedt (Jalapeno-spegepølse)
Danmarks Bedste Leverpostej - PølseMageriet (leverpostej med sprødstegte bacontern)
Danmarks Bedste Flæskesvær - Slagter Matthiasen (æble og røget salt)
Danmarks Bedste Snackpølse - Slagter Christiansen (lufttørret snackpølse)
Danmarks Bedste Grillpølse (forskellige smagskombinationer) - Chr. Vollstedt (franske fristelser med persille)
Danmarks Bedste Spegepølse i Naturtarm - Slagter Matthiasen (hasselnødsalami)
Mandag 23. marts
Danmarks Bedste Bager - Sanjiv Giri, Maison D'Brød
Danmarksmesterskaberne i Cocktails - Joel Helin, The Cocktail Experience og St. Pauls Apothek
Green Chef International - Bjarke Jeppesen og Magnus Lund, Treetop Restauranten
Årets Grønne Kantinemenu - Gastro Kantiner, Viborg
Årets Elevkonkurrencer - Kokkekategori: Magnus K. Ravnbo (Restaurant Lieffroy) og Cecilie Gade (Treetop Restauranten) fra Kold College, Tjenerkategori: Mathilde Førster (Sandvad Kro) og Kasper T. Larsen (Molskroen) fra College360
Danmarks Bedste Rygeostsalat - Steensgaard, Odense
Danmarks Bedste Rørte Flødeost med Hvidløg - Steensgaard, Odense
Danmarks Bedste Rørte Flødeost uden Hvidløg - JAMA Ost
Tirsdag 24. marts
Danmarks Bedste Romkugle - KonditorBager Bjerringbro
Ready Steady Cook - Restaurant Noli
Nordic Chef & Waiter - Andreas Enger Fjellheim, Norge (Chef) og Marc Thejl Hansen, Danmark (Waiter)






























